Mød eksperterne

Rikke Smedegaard Hansen

Rikke Smedegaard Hansen

Rikke Smedegaard Hansen blev uddannet pædagog i 1996. Siden har hun blandt andet arbejdet som socialpædagog på et behandlingshjem for børn og unge med autismespektrumforstyrrelser, i et netværk for unge og voksne i forbindelse med udslusning til egen bolig – og i omtrent 10 år har hun arbejdet med inklusion, social trivsel og AKT-samtaler på skoler.

I en årrække har Rikke Smedegaard Hansen taget taget aktivt del i den offentlige debat og skrevet både debatindlæg og kronikker. Hun er forfatter til flere artikler og har i en periode været fast klummeskribent på Fyens Stiftstidende. Hun har givet interviews til både dagspresse og fagmagasiner. Under den tidligere
regerings inklusionseftersyn, som blev påbegyndt i 2015 og afsluttet i foråret 2016, var Rikke Smedegaard Hansen en del af ekspertgruppen.

Rikke Smedegaard Hansen er desuden forfatter til bogen ”Ida er pisseprovokerende” som udkom på Akademisk Forlag i 2020 og bestyrelsesmedlem i Tænketanken Cevea.

Rikke Smedegaard Hansen holder nedenstående to foredrag på Foredragsdagen Børn 12. marts 2021

De pisseprovokerende børn. Om magt og afmagt i pædagogikken.

I mit arbejde som pædagog, har jeg mødt mange børn, som jeg har haft utrolig let ved at holde af. Børn, som jeg tænkte på med stor glæde og hjertelighed, selv efter endt arbejdstid. Men jeg har også mødt de børn, som havde en helt anden effekt på mig: Børn, som fik mig til at gå i affekt. Børn, som var pisseprovokerende. De børn har jeg også tænkt på efter arbejdstid, men ikke med min gode vilje, for deres adfærd var konstant udfordrende, afvisende, konfronterende, provokerende. Og de kunne ærligt talt drive mig til vanvid. Det var opslidende, at de fyldte i mine tanker, også når jeg havde fri.

Når jeg var sammen med de pisseprovokerende børn, fik jeg konstant lyst til at hæve stemmen, skælde ud, sætte dem på plads. Når jeg tænkte på dem efter arbejdstid, kunne jeg mærke, hvordan jeg blev anspændt og i dårligt humør og ikke rigtigt havde lyst til at møde dem igen dagen efter. For sammen med dem, blev jeg upædagogisk. Jeg blev sådan en pædagog, som jeg overhovedet ikke mener, man skal være: Sådan en som råbte ad børn og vendte ryggen til dem. Sammen med de børn som udfordrede mig på måder, som jeg havde svært ved at håndtere, praktiserede jeg magtesløshedens pædagogik. Den bestod i at skælde ud og at true med meningsløse konsekvenser. Og jeg kom til at skamme mig over mine handlinger, for jeg troede faktisk ikke selv på, at de havde nogen som helst positiv effekt.

Kun ved at erkende, at grunden til, jeg ikke kunne holde de børn ud var, at de fik mig til at føle mig utilstrækkelig og uprofessionel, kunne jeg vende håbløshed til handlekraft. I det her foredrag kan du, med udgangspunkt i mine egne oplevelser som erfaren praktiker, høre om, hvordan du og dine kolleger kan tackle de svære følelser der kan opstå i de professionelle relationer. Og om hvorfor I skal gøre det: Vi skal nemlig erstatte magtesløshedens pædagogik med professionel omsorg. Ellers får de pisseprovokerende børn aldrig en chance.

Brug din ytringsfrihed – din stemme kan gøre en forskel

Alt for mange af os, med en kort eller mellemlang uddannelse, lader os begrænse af en frygt for ikke at være nok og en frygt for ikke at vide nok. Den frygt, kan afholde os fra at tage del i den offentlige debat: Den fælles samtale om det samfund vi har nu – og det samfund, vi ønsker os på sigt.

Jeg valgte at tage bladet fra munden – og jeg oplever at det har betydning på indtil flere måder. I foredraget her, vil jeg fortælle om mine egne erfaringer med at tage del i den offentlige debat, og jeg vil fortælle om, hvorfor også du bør fatte modet, gribe pennen og sætte ord på din hverdag og dit fag.

Jeg er pædagog. For snart en del år siden, var jeg til en eksamen i et PD-modul. Jeg blev rost af censor. Hun sagde: “Det er utroligt, hvad du kan!”. Og så spurgte hun: “Er du virkelig kun pædagog?” Det værste var at jeg i første omgang blev stolt. Hun havde troet, jeg var noget mere. Det gik op for mig, at jeg så mig selv som kun: Kun pædagog.

Men jeg er ikke alene om følelsen af at være kun. Mange andre genkender det: Rengøringsassistenter, som sørger for vi ikke udsættes for smitterisiko. Postbude som bringer pakker ud. Sosu´er som besøger mine gamle naboer. Renovationsmedarbejdere som sørger for, at vi ikke drukner i skrald.

Vi skal blive bedre til at fatte modet, gribe pennen og tage ordet: Det er nemlig i høj grad os, som er eksperterne på hverdagen, som den udspiller sig i kølvandet på andres beslutninger. Vi er ikke kun. Og det er på høje tid, at vi ranker ryggen, øger vores faglige selvtillid og benytter os af vores ret til ytre os. For selvfølgelig kan også vi være med til at skabe de forandringer, vi ønsker at se.

 

Rikke Smedegaard Hansen
No data was found

Mød eksperterne

På fageksperter.dk kan udvælge dig præcis dé foredrag fra præcis dé eksperter, som du synes er relevante.

Du får inspirerende og aktuelle videoer med indholdsrige og relevante lektioner leveret til din skærm af kendte danske eksperter.

Bliv medlem og få adgang til alle videoer idag!