Dette er et oplæg, der udfordrer kulturens tendens til et fokus på børns og unges symptomer – og dermed på, hvad de evt. fejler. Det er et oplæg, der fremhæver forpligtelsen til at deltage i bevægelser, der rækker ud over. Oplægget kigger tilbage på 40 års bevægelser inden for både det socialpolitiske, det skolepolitiske og det psykiatripolitiske område – og hvordan de tre dele har flettet sig sammen til et stærkere og stærkere fokus på, hvad der er galt med individet og til spørgsmålet, om der er tale om psykisk sygdom.

Jeg er optaget af, at symptomer er symptomer på noget og dermed kommunikation. Så hvordan svarer vi på børns og unges invitationer på måder, der skaber trivsel, udvikling og en afgørende nyorientering. Oplægget flytter fokus fra blot at se symptomer som karakteristika til at skabe rum for det, jeg kalder en transkontekstuel bevægelse, hvor der i kraft af vores deltagelse kan opstå ny mening, der rækker langt ud over de historier, som ofte har vokset sig stærke. Det er et antropologisk perspektiv båret af ”Børn er ikke problemet. De viser problemet”. Opgaven er ikke at forstå for hurtigt og for reduceret, men give liv til en proces, hvor alle kan lære nyt.

Oplægget insisterer på en foretrukken viden om hjernen og om tilknytningernes betydning – og holder fast i, at jo mere man forestiller sig, at der er en biologisk komponent i psykisk lidelse jo mere skal man bidrage til nye samspilsmønstre, som i sidste ende også forandrer biologien.

Alt i alt viser oplægget nye veje i teori og praksis og understreger paradokserne i det, der ser så tilsyneladende attraktivt ud i kulturen: Det attraktive ved diagnoserne som forklaringer, som de pr. definition ikke er – og samtidig den voldsomme stigning i antallet af børn og unge, der ikke trives, når man ser på de nationale målinger. Oplægget lægger op til det, der kan blive langt mere attraktivt, båret af børns og unges (og andres) invitationer til afgørende nyt.

78 min