Det er ikke normalt at tale om, at organisationer har en sjæl og ej heller at tale om tro, håb og følelser i organisationer, men dermed tager vi i virkeligheden grusomt fejl af, hvad det er, der er afgørende for at få moderne organisationer til at være ordentlige og velfungerende (herunder produktive og effektive) arbejdsplader. Vi forstår heller ikke til fulde, hvad der er på spil i vores tid, dvs. hvor fundamentalt det er, når vi går på akkord med en virksomheds, en frivillig eller offentlig organisations organisatoriske DNA.
Det er med andre ord nødvendigt, at vi vender os imod humanistiske spørgsmål og værdier, hvis vi som ledere skal håndtere de moderne udfordringer. Eksempelvis er det helt afgørende, at både ledere og medarbejdere tror på missionen, på at virksomheden, den frivillige eller offentlige organisation har en eksistensberettigelse og gør en positiv forskel.
Problemet er, at vi i en tid med store forandringer og fordringer om evig fleksibel tilpasning har svært ved at få sjælen med. Det gælder både for ledere og medarbejdere og det gælder for virksomheder, frivillige og offentlige organisationer, at de kan have svært ved at få sjælen med i arbejdet og i forandringsprocessen. Det kan gå ud over det psykiske arbejdsmiljø og det kan være ødelæggende for organisationens image og legitimitet.
Når medarbejdere og ledere føler, at de går på akkord med fagligheden og må bøje principperne, strider det imod den faglige etik, værdigrundlaget og de principper, man ønsker at blive vurderet på. På individniveau kan det være med til at skabe stress og på organisationsniveau kan det udstille skizofreni og hykleri.
Det er under alle omstændigheder et ledelsesmæssigt ansvar at håndtere sådanne udfordringer på en ordentlig og anstændig måde, og det kan kun gøres ved at tage følelserne alvorligt og adressere dem.
Følelserne er jo sjælens spejl og rummer underretninger fra det organisatoriske ubevidste, om at der er noget alvorligt på spil. Hvis det organisatoriske DNA anfægtes og følelserne bliver store må de adresseres ved at søge dialog og meningsskabelse, så troen på betydningen og nødvendigheden af det, der gøres kan genetableres og håbet om en bedre fremtid vækkes.
Den der på en ordentlig måde taler til følelserne, taler til sjælen, nærer troen på og vækker håbet om en bedre fremtid.
17 minutter